i skoven

Skovbrynet rejste sig højt foran dem. Nita trådte lidt benovet tilbage. hun havde set skoven før, men det var altid den samme følelse af at være lille. hun sagde ingenting. kiggede bare tavst op og rundt.
*han holdt sit ord.*

Green slog indbyeden en hånd frem mod skoven og trådte ind.
"Velkommen til mit hjem" sagde han og nikkede til hende.
*Hun kom faktisk med* tænkte han og inden i lo han uden på holdt han masken og der kom ikke andet end et smil.
Han trådte ind og kiggede op på det mægtige træer.

Hun sagde ingenting. mærkede jord og visent løv under sine fødder. insnusede den blide lugt af efterår under de store naturlige hvælvinger. hun kunne godt lide skoven. løvfaldet kom snart, men der var stadig røde og gyldne blade overalt. der blev aldrig nøgent i sådan en skov. selv når sneen faldt ville her være den magiske ro, stilhed og tomhed og vildhed og blidhed, men altdig nøgent.

De gik et stykke tid.
På et tidspunkt stoppede Green ved en lyd i krattet "Hun er emd mig, Billy" sagde han.
Der lød en svag fnisen og lydene tav.
Green gik langsomt videre.

Nita havde endnu ikke stoppet sværdet i bæltet. hun hadede at nogen hun ikke så, så hende. da stemmen begyndte at fnise fik hun et mindre chok. ubemærket bøjede hun sig og samlede noget op fra jorden. stenen lå godt i hendes hånd. ikke til brug, men til trussel og tryghed. der var nok flere der ventede på dem derude.

Green stoppede ved en lysning og satte sig end "Skal vi tage et hvil?" spurgte han.
Der avr træer på alle sider af dem og der lå en lille så i lysningen.
Han plukkede en håndfuld hindbær fra en busk ved siden af ham og rakte dem hen mod Nita "Vil du smage?" spurgte han og slugte et som bevis på at de ikke var giftige.

hun rystede energisk på hovedet. hun havde ikke spist så meget den dag, men hun tog ikke imod mad. det var et princip der holdt.
"Jeg behøver ikke hvile mig."
sagde hun ret koldt. hun var ikke let at trætte, man blev fanget hvis man sad stille.

Han sukkede "Skal i gå videre eller må jeg hvile mig?" sagde han så.
Han var egentlig ikke træt men han ville gerne sidde og se på den smukke blanke sø.
Det her var et af hans ynglingsteder i skoven og han opholdt sig tit her.

"Bare hvil."
hun satte sig ikke ned. søen var blank som glas eller stål, og det var som om den spejlede verden på en anden måde. den var mørk under den urørlige overflade. hun vidste det. den gav hende lyst til at være alene med al sorgen og ganske enkelt glemme. lægge alting ned under spejlet på denne sø og bare glemme hvor hun havde gemt det.

Han sukkede og slugte hindbærene.
Så sad han bare og stirrede ud over søen med et smil på læben.
Han kiggedeop på Nita der nægtede at sætte sig "Er Nita dit navn?" spurgte han så "det er ihvertfald ikke Lima vel?".

"Det ved jeg ikke."
sagde hun med død og kynisk stemme.
"jeg ved ingenting. jeg er hverken elver eller menneske. ingen af dem vil have mig."
en tårer trillede ned over hendes ene kind, og hun tørrede den væk med en hidsig bevægelse og vendte sig væk fra ham.

Han lænte sig trist op ad stammen på træet "Jeg vil da gerne have dig" mumlede han så så højt så han troede på hun kunne høre det "og hvis jeg vil har ejg en flok fantstiske mænd der også genre vil".
Han kiggede op på hende "Du er ikke alene" mumlede han så.

hun snurrede vredt rundt.
"Vel vil du ej. tror du ikke jeg har hørt den før? tror du ikke folk har sagt sådan altid?"
hendes øjne var mørke og vrede. det eneste spor af tårer var en stribe i snavset på hendes kinder.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at overbevise dig" sagde han trist "men du ahr mit ord, jeg vil ikke gøre dig fortræd, du har fortjent bedre".
Hun gjorde virkelig alt for ikke at komme i snak med ham.

"har fortjent bedre?"
gentog hun hårdt.
"Det mener du ikke. jeg har stjålet, løjet og dræbt."
*jeg er blevet hadet indtil jeg lærte at hade.*
hun begyndte at græde, uden hulk, kun med tårer. det var uretfærdigt. han lignede en hun havde kendt engang så meget. alt for meget. en hun havde betroet sig til og følt sig tryg i selvskab med. en der var død for længst, en som hun virkelig havde savnet.

Green rejste sig op pludselig mere energisk "Du har ikke gjort noget jeg ikke ahr gjort dobbelt så mange gange" sagde han næsten vredt "er du klar over vhvilke forfærdelige ting jeg har gjort".
En tåre tirllede ned af hans kind "Jeg fortryder det, men det e rikke værd at smide sit liv væk på grund af det" sagde han trist "næsten alle har efterhånden gjort ugerninger, efter krigen blev folk desperate".
Han rakte langsomt sin hånd frem mod hendes skulder.

hun veg ikke tilbage som ellers. hvis han havde lyst måtte han gerne røre hende. hun var ligelgad.
"men folk pålægger dig ikke skylden for det vel? de hader dig ikke for det vel?"
næsten hulkede hun og skjulte ansigtet bag hænderne.

Han blev næsten overrakset over at hun ikek trak sig tilbage.
"Nej" mumlede han "du har ret, men de burde heller ikke beskylde dig, og det gør jeg heller ikke".
Han hånd hvilede på hendes skulder "Tro på mig" hviskede han "jeg ber dig".
Han løftede hendes hovede så hun kunne kiggede ham i øjnene.

hun kunne ikke lide at han holdt om hendes hoved, men rørte sig ikke. dog sitrede hendes hænder en smule af frygt.
"okay.."
snøftede hun og så ikke på ham.

Han slap hende og trådte etskridt tilbage "Tak" mumlede han "Jeg lover dig Nita, jeg vil ikke gøre dig fortræd".
Han øjne var triste.
Hun havde sagt okey men han troede ikke på hun sagde sandheden.
Rent faktisk troede han abre hun var bange for ham.
Og det var trist.

hendes ansigt var hårdt da hun talte.
"Det har mange sagt... jeg tror du er den første i mindst tre år jeg stoler på..."
hun så pludselig op.
"Jeg går nu... vi ses..."
sagde hun langsomt, som om hvert ord var noget helt særligt. så vendte hun sig om og begyndte at gå væk. (i den rigtige retning)

Hun havde sagt hun stolede på ham og han følte det som om hun talte sandt.
Han løb op på siden af hende "Farvel, Nita" sagde han oprigtigt "og tak".
Hanm spurgte ikke om hun kunne finde ud, han var faktisk sikker på hun godt kunne "Vi ses nok igen".
Han stoppede og så efter hende.
Han smilte og glædede sig faktisk til deres gensyn.

hun vendte sig hurting om.
"Ham i skoven..."
hun hentydede til Billy.
"Han skyder ikke en pil i nakken på mig det øjeblik jeg passerer alene?"

Green rystede på hovedet "Han ved han får med mig at bestille hvis han gør" sagde Green "Han gør dig ikke noget".
Han smilte til hende.
Så rakte han ned i sin lomme og rakte hende en fløjte "Den siger en helt særlig lyd" forklarede Green "hvis du vil herud kan du abre fløjte så komme rje gog kan følge dig igennem uden at du blvier overfaldet".
Han trak på skudlerene og rakte den frem mod hende.

hun tog imod den uden at røre hans hånd.
"Tak"
sagde hun lavt og skyndte sig bort mellem træernes faldene blade.

//out//