Sreak.

hun kiggede væk, og da hun endelig så på ham var der virkelig ægte smerte i hendes blik. så gemte hun hovedet ved hans skulder. hun virkede pludselig meget lille. der gik lang tid før hun talte.
"Billig arbejdskraft... "
mumlede hun, bare for st gøre opmærksom på hvor uskyldigt noget af det havde været. der var bare det at andre ting havde været meget meget værre.

"Undskyld" hviskede han og holdt hende ind til sig, klar over der lå mere bag.
Hun ville ikke blvie så såret hvis hun kun havde været billig arbejdskraft.
Han ville nødig såre hende, men han havde på fornemmelsen hendes fortid ville det, altså såre hende.
Måske skulle hun bare have mulighed for at starte på en frisk?
Glemme det hele.

"det..."
hun kunne ikke sige at det ikke gjorde noget, for det gjorde det.
"det..."
hun vred sin hjerne for at sige noget. så så hun op og lod det ligge. han måtte forstå det. det ville enhver. kunne se hvad de havde gjort og lade det være som det var, som en unævnelig skygge, der ikke kunne gemmes væk eller fjernes helt.

Han kigegde et øjeblik forstående på hende.
Så lod han det falde fuldstændig og lænte sig tilbage.
Han kyssede hende stille på munden.
"Lover du mig du ikke er væk i morgen?" spurgte han så og lagde en arm omkring hende.

hun åbnede øjnene og lagde armene om hans hals.
"Ja."
helt sikkert. blidt kyssede hun ham og lukkede øjnene igen.
"er du her også?"

"Ja" sagde han "et sted her på basen".
Han fik et tænksomt udtryk i ansigtet og et smil på læben da en tanke kom til sig.
Han rystede den ud af hovedet og kyssede hende.
Pludselig følte han sig meget træt.
Han havde i virkeligheden været træt hele tiden.
Det var bare først nu han havde opdaget.
Han lagde sig ned.
Han holdt hendes hånd emd et smil.

"Hvad?"
spurgte hun, glad for at han havde skiftet emne.
*hængebroer?*
tænkte hun en smule panisk, før hun bøjede sig over ham for at kysse ham på munde.
"var der noget?"

Han aede hende på kinden og kyssede hende "Nej jeg er bare lidt træt" sagde han stilel.
Han førte sin hånd op til hende skulder og lod den falde ned på den.
Han aede stille hendes hals.

hun tog hans hånd og smilede.
"Har du grund til at være træt?"
spurgte hun så interesseret. hun ville gerne vide noget om denne stamme og livet her.
"skoven er et dejligt sted."

"Ja" sagde han "skoven er et dejligt sted men der findes også knap så dejlige øjeblikke".
Han så lidt tankefuld ud "Der er vilde dyr og mange farlige væsner, disse væsner er dog ikke rigtig farlige for os oppe i træerne, kun når vi er på jorden, der e rde meget farlige" sagde han "Heroppe er det mest trækravlere vi frygter, det er nogle grimem væsner, der ligner en blanding mellem en abe og en bjørn, de er ca. halvt så store som elvere".
Han lo sagte til hende "De er ikke nær så farlige som de væsne rde rlever på jorden, men der er mange af dem og de angriber tit" han sukkede "idag mødte jeg en flok som mine mænd og jeg nedkæmpede og som om de tikke var nok mødte vi på vejen tilbage til lejren et stort monster, da vi kom tilbage var den gruppe der var gået ud halveret i antal".

hendes øjne blev store af overraskelse.
"Træklatrere..."
hun smagte på ordet, som om det var en trussel han havde udslynget, som om det var noget værdifuldt, der skulle gemmes til senere brug imod fjender.
"de lyder ikke rare..."
hun var faktisk ret bange. hun havde gået i skove længe før hun havde forstået verden rigtigt, længe før krigen brød ud. hendes storebror havde lært hende at skyde med bue og pile, men han havde åbenbart ikke vidst noget om dem, for han havde kun advaret hende imod bjørne og ulve.

"Ja" sagde han "de lever i træerne og kommer sjællendt ned på jorden, på jorden skal du passe mere på montrerne".
Han kyssede hende og aede hendes hals.

"Hvordan skal jeg nogensinde turde bevæge mig noget sted hen?"
spurgte hun næsten ulykkeligt og klemte hans hånd. mon der også var træklatrere bag bjergene? hun lagde sig ned ved siden af ham og sukkede lydløst. hun var også træt, men der var andre grunde. mangel på mad var en af dem.

Han aede hende over panden og holdt hende ind til sig.
Så kyssede han hende på munden og mærkede en varm følelse.
"Hvis du gerne vil have noget" sagde han "mad, eller sådan noget skal du bare sige til".
Han lo ved hendes ord "Nita" sagde han "du er en overlever, du skal nok kalre det".

"Jeg trænger ikke til noget..."
*til at sove, men...*
hun smilede og kyssede ham varmt.
glæden havde en særlig smag i munden og ligesom en kølig bølge gemmen hjernen.
"ja jeg overlever..."

Han lagde sit hovede på hendes skulder med et smil spillende på læben.
Og så sov han.
Bare sådan.
Han var meget træt og følelsen af at have hende i nærheden gjorde ham glad.

hun rejste sig med et sæt. han sov. ville de lede efter ham? hun fik vredet et sengetæppe ud under ham og pakkede ham ind. så ville de finde ham som de ventede. forsigtigt fik hun revet endnu et tæppe ud og krøllede sig sammen i hjørnet af værelset. derfra havde hun fint udsyn til alle sider, ingen ville komme ubemærket ind eller ud.

Døren blev åbnet og ens tor mand trådte ind.
"Green" brølede han leende, det var manden fra aftensmaden "for pokker vi troede du var faldet ned".
Green åbnede øjnene og gned dem langsomt.
"Hvorfor ligger du forresten her og snuer?" sagde manden så "der er fest og hvis du endelig vil sove kan du vel gøre de ti din egen hytte".
Green satte sig op og mærkede tæppet.
Et hurtigt blik på pladsen ved siden af sig og e tlettelsens suk.
Han rejste sig op.
"Gå du bare over og fest" sagde han "jeg sætter mig ud og tager ldit luft".
Nita avr virkelig en overlever, det var smart tænkt af hende at fordufte.
Han blinkede et par gange og fulgt emed manden.
Manden gik igen og Green lod sig dumpe ned på en stol udenfor hytten.

hun slog tæppet til side og rejste sig som en skygge. hun kiggede forsigtigt ud af døren. det gav et sæt i hende da hun så en mand lige uden for hytten. hun trak lynhurtigt hovedet til sig og overvejede hvem det var.
*hvorfor har de sat nogen på vagt?*

Green sad bare og betragtede vagten "Må jeg komme ind igen?" spurgte han så efter nogen tid.
Vagten de rnæstne sov vågnede straks op og stod ldit inden han fattede situationen og lod Green passere.
Green lukkede døren efter sig og gik over til Nita "Hvad sagde jeg" sagde han stille "du er og bliver en smart overlever".

((hun troede du var vagten...))

"Hvorfor er der en vagt?"
forlangte hun at vide. det var vel ikke hende de prøvede at holde fanget? det ville i hvert fald være dumt.
"hvad mener du med at det var smart?"
spurgte hun så hurtigt, uden at vente på svar.

((siger bare der var en rigtig vagt))

"Trækravlere" svarede han kort for hovedet og satte sig på sengekanten.
"Det var smart du forsvandt, da jeg faldt i søv" sagde han så.
Han smilte til hende.

"forsvandt?"
hun pegede over i hjørnet hvor tæppet var bultet sammen. det var næsten umuligt at skælne i mørket, for hun havde slukket stearinelyset. så satte hun sig ned på sengen ved siden af ham.
"der over mener du..."

Han lo "Du kan dit fag" sagd ehan med oprigtig stolthed.
Han gav hende et kys på munden og de rgik lang tid før han slap og rejste sig.
"Nu skal jeg nok lade hver med at fylde mere i din seng" han blinkede til hend eog forsvandt ove rmod sin hytte.


((jeg er ikk out))

hun skød slåen for da han var ude og krøb op i sengen.

((springer natten over... så... LAD DET BLIVE MORGEN!))

en solstråle tittede ind gennem et vindue og lavede et grønt og orange mønster på gulvet. Nita vågnede langsomt og nød bare at ligge og se lyset spille. sengen var lun og hun var søvnig endnu, det var som om søvnen ikke ville slippe hende.