søen.

Nita og Green nåede ned til søen. igen forbløffede det Nita, hvor fin og blank den var, og hvor dyb den forekom under den sølvhvide overflade, der spejlede træerne.
"nøjj... her er bare fantastisk!"
hviskede hun stille, som om det var et helligt sted, hvor der ikke måtte tales højt.

"Det syntes du ikke sidste gang" kunne Green ikke lade hver emd at sige.
Han kyssede hende igen.
Den pige han havde her var en helt anden end den pige han havde mødt igår og dog var hun også den samme på mange punkter.
Efter Greens mening var de thendes gode sider der trådte frem.

hun så ned.
"jeg troede... du var som de andre"
hun sukkede og smilede så, før hun lagde en arm om ham.
"godt det var anderledes..."
sukkede hun hensunket.

Han kyssede hende blidt på munden "Ingen i min stamme er som de "andre"" han smilte til hende og lod sig dumpe ned på jorden.
Han smilte varmt op til hende.
Hun var lidt som en drøm, en drøm han håbede ville vare ved.

"du kender altså de andre..."
hendes stemme var svævende, og det var umuligt at tyde om det var i spøg hun havde sagt det. hun iagtog bladene der dalede fra de gyldne kroner og flød på det blanke vand. hun smilede svagt, som om det kun var til hende selv.

Green kiggede op på hende, åbnede munden men lukkede den igen.
Det var ikke sikkert det spørgsmål skulle besvaret, selvfølgelig kendte han de andre.
Green kiggede op på trækronerne over søen.
Han smilte svagt.
Så spærrede han øjnene op og sprang op da en mand fladt ned fra det ene træ og hamrede mod vandoverfladen.
Green kiggede på manden et sekund.
Det var en fra hans stamme, en nysgerrig rad.
Han havde slevfølgelig fulgt efter dem for at se hvad de lavede.
Green rystede på hovedet smed trøjen og sprang i vandet, fyren kunne ikke svømme og her var dybt.

før manden ramte vandet stod Nita med sit sværd i den ene hånd og en lang kæp i den anden. det var som om enhver form for forstyrrelse fik hende til at fare sammen, som et vildt dyr, der er trængt op i en krog. hun nærmede sig ikke vandet, blev stående klod og rolig, men hun var ret vred på sig selv. hun var blevet opslugt af tanker, og havde ikke hørt faresignalerne. hun havde fejlet. hvor dum kunne man være?

Green ramte overfladen med et plask og svømmede hurtigt for at nå manden.
"Riik, din idiot" gav han sig tid til at råbe inden han igen satte i sprint.
Manden hørte lige det sidste ord inden han sank.
Green greb fat i hans arm og hev ham op på ryggen.
Så begyndte han at svømme.
Da han nåede kanten smed han manden på jorden.
Riik hostede voldsomt så kiggede han op på Green "Klogest soma ltid hva?" mumlede han hæst.
"Ihvertfald klogere end dig" brølede Green "du kunne være død din knold".

Nita stod stille. hun kunne forsvinde nu. de ville ikke finde hende lige meget hvor længe de ledte, og hun kunne gå lige i hælene på dem, indtil ham Riikfyren forsvandt. men hun gjorde ingenting. hun ventede med et roligt ansigtsudtryk, og da de kom på land smed hun kæppen fra sig.

"Und..undskyld me...men jeg ville jo...." Stammede Riik.
"Hold mund" bed Green ham af.
Green stod oprejst og pustede voldsomt.
Riik var tung og det var hårdt at svømme med ham.
Green brystkasse sank og hævede sig i takt med hans åndedrag.

Nita nærmede sig. måske var han ikke farlig. Green havde trods alt reddet ham.
".. mmh..."
hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, men nu havde hun jo ligesom åbnet munden. hun lukkede den langsomt igen, for hendes fantasi var ikke lige oplagt til at snakke med ham der Riik.

Green strøg en hånd gennem sit drivvåde hår "Nå du sørgede da for ejg fik et bad" mumlede han i et lidt mildere tonefald.
"Ja det.." sagde Riik med et smil.
"Ti stille" mumlede Green igen og Riik sagde ikke mere.
Green kiggede op på Nita "Det er Riik" sagde han ig nikkede ned mod manden på jorden, Green holdt ne pause hvor han pustede ud "han kommer fra min stamme".
Han sukkede og kiggede på Riik med et lidt misbilligende blik.
Så smed han sig på ryggen.
Hans trøje lå for langt væk.

Nita vendte om og hentede trøjen, som om hun havde læst hans tanker. hun lagde den ved siden af ham for at den ikke skulle blive alt for våd, men hendes fingre strejfede alligevel hans bare overarm. så gik hun over og bøjede sig over Riik.
"Er du sød at forklare hvad du lavede deroppe?"
spurgte hun følelsesblottet. hun var ret sikker på at han ikke kunne.
"Det er nemlig ikke helt let at gennemskue for alle og enhver..."
fortsatte hun og kiggede over på Green.

"Jeg..øhm..jeg" Riik gik lidt i stå.
"Han udspionerede mig vel" svarede Green for ham "Riik har en tendens til at indgå væddemål og tabe dem, især til en vis, Lirk".
Riik nikkede og Green rystede på hovedet af ham.
Så tog han sin trøje på "Tak mumlede han til Nita og snedte hende et smil.
Så kiggede han på Riik med et hårdt smil "Gå tilbage til Lirk og fortæl ham du blev opdaget og at han holder op med det der".

"havde en af os haft en bue, var du blevet taget for en træklatrer og skudt ned..."
mumlede Nita med lidt rystende stemme.
"det er meget dumt at gøre den slags."
hun hvilede sine hænder på sit sværdhæfte. smilede ikke mere.
*havde han været en træklatrer var vi vel ramt først...*

Éa ville ikke afsløres. Hun så hvor hård ham manden havde været mod en af sine fæller. Så tænkte hun på hvad han ville gøre mod hende, og hvis han nu holdte hendes hænder fast... så kunne hun ikke svare ham... men hvis han gjorde det, ville han få bank, tænkte Éa brydsk.
Så Éa blev siddende på grenen, med Ragna som en sort vogter på hendes skulder.

Nita syntes et øjeblik hun hørte noget, men så gik det op for hende at det bare var bladene, der blev fejet af de nøgne grene. hendes tøj var godt i det her vejr. ingen ville se hende mod det mørke tæppe af faldet løv, hvis hun stod stille og skjulte sit hår og ansigt bag en hætte. hun borede tåspidserne ned i bladunderlaget og tænkte lidt.

Riik rejste sig i en fart "Farvel" mumlede han og så løb han.
Iden forkerte retning.
Green smilte indeni , noget havde han da lært.
Der kunne godt være nogle der spionerede dem og så var det godt at løbe en lang omvej.
Green sukkede og kiggede efter ham.

"er her andre?"
spurgte Nita og fulgte ham med øjnene, til han forsvandt mellem de faldene blade i det gyldenråde og gråtonede landskab.
"vi så slet ikke efter. hvor dumme kan man tillade sig at være i denne tid?"
hun så ned.

"Da han indgik det væddemål havde han nok fået lidt for meget" mumlede Green "næste gang slipper hanikke så let".
Green gik over til nærmeste busk og begyndte at rode i den med sin kæp.
Muligvis var der flere tumber der havde tabt.
Han nærmede sig Ea.

"Måske..."
Nita roede i jorden med sit sværd. hun gik over til en bred træstamme.
"Se. her er friske spord. måske Riiks, men de er ret små..."
hun målte dem med sine egne fødder. lidt anden form, men nogen lunde samme størrelse.
*tænk engang.*

"Riiks fødder er ihvertfald ikke små" konstaterede Green idet han løb over til hende "de føre derover".
Green pegede på en busk med sin kæp "Kom frem" sagde han så tilpas højt "du er opdaget".
Han smilte stille, han havde brugt stortset samme ord den første gang han og Nita havde mødt hinanden.

((rettelse = på en gren på et træ.))

*tror du der er nogen?*
spurgte hun sig selv. det var der en hurtig måde at finde ud af. hun trampede direkte over til busken og satte sig på knæ foran den. hun skilte de stikkende grene ad og stak hovedet ind. tomhed. ingenting. sporene fortsatte på den anden side.
"Der er altså ikke nogen..."
hun rejste sig og kiggede på Green og så på sporene.

"Fortsætter sporerne?" spurgte Green så lidt småsur over sin fejl.
Han lød over til hende og kiggede ind bag busken, et stort træ, godt skjulested.
Han smilte svagt men lod hver emd at sige noget, ikke flere fejl.

Éa stivnede. De havde næsten opdaget hende nu. Hvis hun bare sad helt stille. Éa prøvede, men i et kort øjeblik fik hun overbalance, og var ved at falde, men greb fat i en gren. Det raslede forfærdelig højt.