banken på porten.

ganske tæt ved den store port, blev en snesky pludselig blæst op fra en drive, og da den lagde sig, stod en forfrossen mand der. han gik langsomt ned, og hans fødder satte ingen spor i sneen. han bankede hårdt på porten og råbte vagterne an.

En af baron von Defanies utallige vagter åbnede en lille lue og spurgte:
"Hvem der?"

"en spion for din herre... luk mig straks ind. feltråbet er"
han granskede hurtigt soldatens hukommelse.
"ugens feltråb er Herren von defanie... men det har det altid været ikke sandt?"

"Ehh... Jo, det har det vist" sagde vagten forvirret.
"Kom ind, men skynd dig".
Porten åbnede sig på sine ny smurte hængsler.

Larot gik ind og rystede en sky af sne af sin kappe.
"hvor er baronen?"
*han vil glemme mig bag efter.*
"vil du ikke?"
den mentale balance var oprettet

Porten gav et lille *Slam* da den smækkede i.
"Baronen er vist oppe i sit kammer, det ved du jo hvor er" sagde vagten.

"Jamen du plejer jo at vise mig vej ikke?"
Larot hævede sin hage i en hoven bevægelse. hvilken tåbe.
*bare skynd dig*
kommanderede hans hjerne (til vagten)
*de skal jo ikke se at du forlader din post vel?*

"Nåårh ja..." Sagde vagten.
"Jeg fik vist lidt for meget brændevin igår, men vil du ikke være venlig ikke at sige det til Baronen?" Tilføjede han hviskende.
Han begyndte at gå op mod Baronens kamre.

Larot fulgte hurtigt med, mens han gned sine lange klolignende hænder. hvis denne baron gik løs på arbejderne, ville han få alle de lig, han havde brug for til sine små kunstner i Marskens kælder. han gnækkede ondt for sig selv

Vagten nåede den gyldne dør.
"Det er her... og husk nu, ikke et ord om brændevin" det sidste hviskede han.

Larot smilede skævt og lagde hånden på døren. den gled stille op, uden så meget som et klik fra låsen. det havde vagten vist ikke regnet med, men det gjorde ikke så meget. lydløst blev døren lukket bag ham, for næsen af vagten. Larot så rundt med en kølig overlegen mine.

Baron Von Defanie sad i en polstret lænestol og drak et lille glas Whisky.
"Hvad vil du?" Spurgte han og prøvede at lyde kløgtig.

"har du glemt det? jeg er din hofspion. det husker du vel..."
Larot hævede hagen og så på baronen med sine let indsunkne øjne.
"du husker vel at du bad mig holde øje med de små spidsører..."
han tog sin lille hue af og stoppede den i en lomme. en knogle faldt ud ved denne lejlighed. han lod som om han ikke så den, da det lå under hans værdighed. det var en knogle fra en elvers lange hænder. han huskede endnu skrigene.

"Hva... Ehhh... Når ja, spidsørene" sagde Defanies med et paf udtryk i hovedet.
"Hvordan går det så med dem?" Spurgte han for at dække over situationen og det faktum at han ikke vidste hvem 'spidsørene' var.

"jo ser du..."
Larot bøjede sig fortroelig frem.
"elversnuderne er ved at bygge deres små byer op igen, men de tager ingen højde for forsvaret. har du hørt nok?"
han gned sig om hagen. baronen ville, hvis det gik, som han ønskede, tro, at det var hans eget intiativ at angribe elvernes lejre.

"Jamen, jeg har jo altid haft visse fredsaftaler med elverne. Desuden, vil jeg da prøve at holde mig ude af krig" sagde Defanie.
Han smilte til sig selv over at have regnet ud hvad 'spidsørene' var.

"fredsaftaler?"`
spurgte Larot vantro og ude af sig selv af raseri.
"Det var dem, der lagde dit land øde. Fred!? *snerre* det er noget for kujoner og krystere. jeg troede du var en af os, men du er ikke halvt så god som dem."
han virkede først bare som en almindelig vred mand, men som han fik styr på sin vrede voksede han og blev som en truende mørk skygge i rummet. hans hviskende stemme lød fra alle sider.
"Ja! du ønsker kun at være så lille som du er nu. du er bange for al den magt jeg kan skænke dig. så frygt du kun. bliv i din trygge hule til jeg kommer og tvinger dig ud i din undergang."
hans latter rungede, og han ventede et øjeblik på svaret, havde allerede bestemt, hvad der skulle gøres.

"Magt? Var det magt du sagde? HA, jeg er da aldeles ikke bange for magt. Desuden, dette er den største borg i bjergene" påstod Defanie.


(Nu, Elvira!)

"Far? Hvad snakker i om?" Spurgte Elvira med en charme-far-stemme.
"Må jeg ikke godt gå en tur med en af mine veninder?" I dag prøvede hun en helt ny taktik.

Larot blev igen et menneske. han så langsomt op og ned af Elvira.
"skal din datter arve denne usle mugne borg?"
spurgte han foragteligt.
"kunne du ikke tænke dig at se elvernes smukke verden?"
denne gang var det hende han rettede sin tale til, blidt og venligt. han vidste hvordan han fik baronen til at føle sig enormt udenforstående og alene. det var let nok. pigen var vel hans største skat.

"Ja, jeg skal arve hele dette store slot. Men jeg ville MEGET hellere ud at se elvernes smukke verden. Jeg ville gerne se det fantastisk store genopbygnings arbejde, og ikke mindst ville jeg gerne finde min Harold" sagde hun drømmende, denne mand gjorde noget ved hende hun ikke kunne forstå.

"Jamen kan din far sørge for det?"
spurgte han lavt og fortroeligt.
"nej vel. det ser man straks..."
han lagde hånden på hendes skulder og vendte sig til hendes far.
"Ser du. du kan end ikke gøre din datter lykkelig."
sagde han foragteligt. han havde skiftet taktik. måske var elverne ikke det værd. det her var i hvert fald langt sjovere.

"Nej, han vil ikke lade mig tage afsted. Han tænker kun på at have et fint slot!" Sagde hun trist og med en lille smule had i stemmen.
"Kan du ikke hjælpe mig?"

(Defanie)

"Jamen, hun tager fejl! Det er for hendes eget bedste. Hun er slet ikke klar til verdenen udenfor" sagde han med hurtigere og hurtigere stemme, han var virkelig nervøs.

"Jamen hun mangler da bare en der kan passe på sig... hvad var det du sagde han hed?"
først talte han skrapt, så blev hans stemme venlig og blid.
"lyder han ikke som en passende part? han vil sikkert også blive glad for at arve borgen..."
han smilede næsten faderligt til Elvira. dumme pigebarn. der var lettere måder i denne verden at slippe for underkastelse, end hendes fedteri for sin far. en lille dolk, så ville den være hjemme, men det fattede gåsen åbenbart ikke. han selv havde for længst droppet at kæreste med almindelige piger, eller i så fald, kun får at få noget til gengæld, og slå dem ihjel på et senere tidspunkt. magi. det var noget helt andet.

"Han hedder Harold. Han er sååå fantastisk" sagde hun drømmende. Men hendes far var vist ikke af samme mening, i hvert fald sagde han:
"Harold er en simpel bonde, slet ikke noget for min lille engel".

"hvor har du dog alle dine oplysninger om ham fra?"
spurgte Larot vredt den lille baron. så kigede han igen på den unge pige.
"hvorfor lader du din far bestemme over dig? har han ret til det?"
det blev hvisket i hendes øre, skønt han stod i den anden ende af lokalet. rummet syntes at sluge alle lyde.