banken på porten.

"Min datter har før prøvet at havde en del kontakt med ham, og så har man jo sine kilder" sagde han hemlighedsfulgt.

"Jeg kan ikke gøre noget! Han har sadt vagter på mig!" Prøvede Elvira at hviske tilbage, hun var i tvivl om det virkede.

"men tænk dig dog lidt om... (til baronen) hvorfor ikke lade ham vise sit værd?"
spurgte Larot glat og kiggede ikke på datteren. ville det mon ikke være nemmere at fjerne den lille nar af en baron fra verdenskortet? det ville ingen i hvertfald begræde særlig meget. han kunne endda få pigen beskyldt for det... god ide.

"Jamen, hvorfor?" Spurgte han.
Krig og dueller var ikke hans stærke side.

"hvem skal ellers forsvare din datter, når du engang går hen og dør... "
spurgte Larot ondt.
*af dovenskab*
tilføjede han i sine tanker og lo. glasskår i mad var godt til mord.

"Ehh..." det havde han ikke tænkt over.
"Hun skal giftes med en anden borgfyrstes søn, hun skal giftes med Haralds søn!" Slog han fast.

"og hvem er Harald?"
spurgte han venligt og koldt på samme tid.
"Du kan ikke lide Harald VEL?"
denne gang var det kun baronen han talte til. eller skubbede til. mentalt påvirkede.
"vel?"
han smilede og så på baronen. så kiggede han på pigen.
"det kan han da ikke."
slog han fast.

"Nej, det kan jeg ikke. Jeg er faktisk bange for ham, derfor kunne hun skabe fred imellem os." Sagde han og gjorde et kast, mod Elvira, med hovedet.

"så du tør ikke bekrige elverne, fordi din værste fjende er... for tæt på?"
han følte sig tilfreds og ond.
"jeg kan skabe fred... "
*eller had...*
han følte sig endnu mere ond da han tilføjede den sidste tanke. han kunne slå baronen ihjel. han kunne få pigen brændt. men andre kunne også gøre det.

"Kan du skabe fred? Hvordan kan jeg egentlig overhovedet vide at jeg kan stole på dig?" Spurgte han anklagende.

Elvira forholdt sig helt tavs under deres samtale. Hun ønskede at få det drejet væk fra giftermålet, men sagde ikke noget.

"det ved du bare."
sagde Larot indtrængende. meget indtrængende. manden skulle være stærk for at tænke frit nu.
"det ved du. det ved du."
*det ved du.*

Defanie, der ikke ejede viljestyrke, blev straks overbevist om at han kunne stole på ham.
"Når ja, det er jo rigtigt" sagde han, han prøvede at dække over sin fejl.

"jeg kunne også dræbe ham..."
tilbød Larot.
"Det vil du gerne have mig til IKKE?"
han smilede sit ondskabsfulde blindende hvide smil og spillede sine kort rigtigt.

"Ehh... mord? Jo, selvfølgelig" sagde Defanie under påvirkelse af Larots kræfter.
"Men hvem skal min datter så gifte sig med?"

Elvira var hurtig og sagde:
"Harold, lad mig gifte mig med ham!!!"

"ja hvorfor ikke?"
spurgte Larot.
*hvis faderen dør, og den pige, der er lovet til hans søn bliver gift med en bonde, hvad tænker sønnen så? Baron du er dødsdømt*
noget inden i ham lo ondskabsfuldt. et smil gled over hans ansigt.

"Det kunne være en løsning, men du må ikke sige til nogen at du har snakket med mig! Du må slette alle dine spor!" Sagde Defanie sikkert.

"Åhh far.... Må jeg virkelig?" Spurgte Elvira henrykt. Før han nåede at svare var hun ude af døren og på vej op til sit værelse.

"det ved du godt at jeg kan... ikke?"
spurgte Larot. han var ved at være træt af det her besøg. han havde ikke megen tålmodighed, det vidste alle der kendte ham godt. han gned konstant sine hænder. han blev meget kold om håndledene når han brugte magien.

"Ehh..... Jeg håbede da lidt at det var muligt for dem" sagde Defanie smigrende. Han følte pludselig en kulde i rummet og skuttede sig. (Jeg går ud fra at det er tegn på at magien er ved at slippe sit tag i ham)

Larot brummede et eller andet vredt. den lille baron skulle da også have alt kodet helt præcist ind. det var meget lettere med dem, han bare kunne indspore. Larot var ved at være træt. rejser var meget lettere. denne leg med menneskers sind var langte mere krøllet og langvarig.

"Jamen, så håber jeg det lykkes for dem" sagde Defanie med et lille smil. Han trængte virkelig til en flaske cognac, men han ville ikke dele med denne mand.

Larot opgav sine hævntanker. en anden ide havde ramt ham. hvorfor ikke se lidt til den gode side? det var svært hele tiden at manipulere med andres sind. han vendte ryggen til den lille baron og blev opslugt af en tåget røgsky. en stank af svovl og råd og brændt kød bredte sig i rummet bag ham. en lille sodplet blev efterladt.


nede i gården fik vagten sine instrukser.
"tre dage. så melder du at Harald er omkommet i en ulykke. du glemmer, hvem der har sagt det, og du har ALDRIG snakket med mig."
manden nikkede som en forskræmt hare og skyndte sig væk, for at drikke et stort krus brændevin. glemsel var bedre end den skræmmende mørke mand med de lysende onde øjne.

//out//

Defanie sad kun et øjeblik før han kaldte på sin tjener.
"En flaskle cognac, jeg behøver ikke noget glas!"
Tjeneren kiggede lidt urolig på ham, men opfyldte hans ønske.