Mellem ruiner

"Venner?" fimpe så fra den ene til den anden "Jamen så okay. I vil ikke høre min historie for det gør for ondt at fortælle den."
På trods af sine ord var fimpe stemme stadig sikker og klar.

((Det kan vi godt))

"Ja, faktisk leder for genopbyggelsen" sagde Chris stolt.
"Jeg var først ude efter krigen".
"Vil vi ikke? Det er rimeligt"

Scaila slappede af, slap sit sværd og lænede sig op ad en mur, der ikke var helt smuldret.
"Hvor kender i da hinanden fra?" spurgte hun..

((barndomvenner, må tage noget intiativ))
"Vi kendte hinanden da vi var børn" Green smilte stille "men desværre blev vi skildt under krigen".
"Leder ligefrem" sagde Green og tyggede på det Chris havde sagt 2jeg kan se vi går efter samme mål men på forkelig vis?".
Han smilte.

((du kender godt stammen ikke Chris))

Fimpe stønnede "Jeg må hellere lede videre"
Hun gik lidt væk. Men ikke længere væk end hun stadig kunne høre dem.

((Jo, jeg kender stammen))

"Og din måde er?" Spurgte Chris intresseret, "jeg var ret sikker på at vi havde nogenlunde samme metode".
"Vi ses" råbte han til Fimpe.

Scaila stod bare, tilbagelænet, og lyttede til de to mænds samtale. De lød som om de havde meget at snakke om, og hun ville ikke forstyrre dem.

"Jaah" mumlede Green "men jeg samler kun de mest trofaste af alle og de bliver samlet i en eneste stamme under en eneste leder".
Han trak på skuldrne "men jo" sagde han "vores metoder er til dels ens".
Han sukkede "det kan godt være hårdt kun at have de mest trofaste af alle" mumlede han "vi er for få til at vi kan klare angrebene fra trækravlerne ((ok?)) ud meget længere.

Fimpe stønnede. *Man kan jo aldrig vide om de ved noget om min familie*

((Ja, helt fint))
"Ja, du har ret. I kunne godt bruge lidt flere" svarede Chris med et smil, "jeg er bare af den overbevisning at alle kan bruges til at bygge".

en pige var på vej frem mellem to huse. hun fik øje på den lille flok og trak straks hovedet til sig. hun lænede sig lidt frem og holdt det håndspegl, som hun havde fundet i et af husene, frem. hun mærkede kuldegysninger ved synet af deres våben. de var alt for stærke. alt alt for stærke. hun sænkede speglet igen og forholdt sig passiv.

Scaila slendrede hen til de to.
"Så du tager kun de mest trofaste?" spurgte hun Green. "Til hvad?"

Green kiggede sig tilbage da han syntes han så noget men da der umidbart ikke var noget vendte han igen sin opmærksomhed mod Chris "Ja" sagde han "men soms tamme skal man ogsås tå sammen om så meget andet, foreksempel angreb fra fjender og madindsamling".
Green betragtede pigen "Jeg er stammeleder" sagde han så "kun de mest trofaste til min stamme".

"Men.." Scaila så undrende på ham "Hvordan ved De hvem der er de mest trofaste? Og hvordan ved De at de trofaste ikke er nogle svæklinge? Eller kujoner?"
Et smil lurede stadig i hendes mundvig.

"Fordi" Green kiggede på hende med det ene øjenbryn løftet "det tager lang tid at blive "trofast", jeg skal stole fuldt og fast på folk før de blvier godtagede, og jeg skal vide de ikke er værken kujoner eller svæklinge".
Green lagde hovedet på skrå "vi optager ikke særlig mange medlemmer" sagde han så "der skal meget tillid og loyalitet til, kun emget sjællendt kan deette ske hurtigt".

hun lyttede, men var for langt fra dem til at høre noget. hun gik næsten lydløst langs huset og om på den anden side af dem. som en flakkende skygge kydsede hun en side gade og krøb i læ bag en halvt væltet mur, hvorfra hun havde godt udsyn og kunne høre hvert et ord.
hvad mon de sagde hvis de fandt hende. det skulle hun ikke nyde noget af at vide.

"Hvem der?" Green drejede om på hælen og trak sin stav "Kom frem og hvis dit ansigt".
Han havde set skyggen der passerede gaden men ikke udssendet på personen.
Kun den svage siluette.
Dog var han ikke i tvivl om at der var nogen.
At blive spioneret var ikke særlig rart, ihvertfald ikke når man var offeret.
Hvis man var spionen var det fint, Green gjorde det tit.
Han pejede sin stav truende mod muren "Kom frem" gentog han.

hun trykkede sig ned mod jorden, men gjorde også klar til at sprinte væk hvis han kom for tæt på.
hun ville råbe noget, men tog sig i det. hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde råbt med autoritet i stemmen, det var i hvertfald længe siden. det var nok klogest at holde mund.

"Kom frem" gentog ahn højt "det er sidste chance, næste gang kommer jeg ind efter dig".
Han kunne ikke se personen og begyndte alngsomt at betivle at han ovethovedet havde set hende.
Han tog sig selv i det *Ikke betvivle dig selv* tænkte han.
Den vigtigste regel i skoven var at stole på sine sanser.
Tilgengæld skulle man også ahve skarpe sanser.
Og det havde Green.

hun var lige ved at løbe, men noget i hende sagde at det var dumt at flygte fra bueskytter på dette øde sted. hvis hun bare kunne komme lidt tilbage og om bag det hus. hun sørgede for at være i dækning, og slog pludselig til. sprang op og flygtede rundt om huset og videre ned af en sidegade. døren i et hus, eller en tom sten ruin, der tydeligvis var brændt, da den var sort og uden noget tag, var slået ind og halvvejst splintret. underligt at den ikke havde lidt samme skæben som resten af indboet.. men det var der ikke tid til at tænke på. hun smuttede ind og håbede ikke at blive forfulgt... heldig vis var en ruinby et fantastisk sted, hvis man gerne ville forblive uset.

Fimpe sukkede og gik tilbage til den lille flok hun lige havde forladt
"Du møder aldrig folk hvis du bliver ved med at skræmme dem væk" brummede hun til green.

Chris grinte lidt over fimpes sidste bemærkning, og tilføjede:
"Mig mødte han jo, og også jer".

"ja men jeg blev nød til at tvinge ham frem" påpegede fimpe med et drilsk smil.

"Ja, men havde det været ved højlys dag havde han straks kommet hen til mig" fortsatte Chris, han elskede diskutioner.

"En ting er i hvert fald sikkert. Han har ikke lige frem lokket vores nye ven (nita/den mystiske person) frem" sukkede fimpe.