Sreak.

Mennerskes lyde. latter og en hammer et eller andet sted. det var ikke rart at være blind, havde Nita fundet ud af. lugten af efterårsskov trådte klart igennem alle de andre lugte, men mad var også tydelig. der blev stegt et eller andet dyrekød. hun snusede ind uden lyd.
"Er vi her?"
spurgte hun lidt hviskende.

((de har kravlet op ad en rebstige pænt besværligt hva?))

"Ja" sagde han og fjernede hendes bind.
Sreak-stammens huse var et storslået syn.
Der lå huse over det hele.
De var sømmet fast til træplatforme der var sømmet fast til træerne.
Træplatformene var forbundet af rebbroer.
Både unde rog over dem var der trækroner hvilket gjorde det umuligt at se dem hverken ovenfra eller nedefra.
I midten af det hele lå der et langthus.
Lanhuset.
Her mødtes man, her spiste man, og her blev der lavet mad.
over langhuset lå de ren platform og der boede Green.
Han smilte til hende "Hvad ysnes du?" sagde han så.

det var helt overvældende. hun havde ikke set den slags samfund før. hun havde set stenslotte og paladser, der alle var styrtet i grus nu, men ikke denne slags. hun trak sig lidt tilbage da hun blev klar over at det med højder, når det gjald træer ikke var hende, ihvertfald ikke lige med det samme.
"Hjælp hvor er det stort! det er helt ufatteligt!"
hviskede hun bange. det var som om det var forkert at forstyrre de lyde der allerede var. det hele var så upåvirket af krig ved første øjekast at hun ikke følte at hun hørte til der.

((hvordan i alverden kommer man op af en ræbstige med bind for øjnene?? det gad jeg godt ku...!))

((kan man da godt, ellers hjalp Green dig))

Green smilte til hende "Jeg synes selv det er godt" han smilte mens han talte "Vil du have et bad?".
Han lo og kiggede på hendes snavsede tøj og hende "Vi ahr varmt vand men jeg kan goså føre dig til en sø hvis du hellere vil det".
Han smilte til hende.

hun rødmede. hun skulle IKKE skifte tøj mens NOGEN så på. hun havde noget på en skulder, som ingen skulle vide. hun så ned.
"Det ved jeg ikke."
hun kiggede ned af sig selv. okay hun var snavset, men det var ikke grund til at hun skulle skifte tøj foran dem. så hellere lugte.

"Du kan få dit eget badeværelse" sagde han som om han havde læst hendes tanker "Jeg kan vise dig det".
Han nikkede i retningen af midten og begyndte at gå "Kommer du?" sagde han og smilte over skulderen til hende.

"Jamen... jeg kan ikke blive her..."
udbrød hun undrende og gik efter ham, trådte forsigtigt fordi der var så langt ned.
*jeg vil ikke. de vil ikke have mig. jeg vil ikke. jeg vil være fri...*

"Vil du ikke?" spurgte han undrende "elelr tror du ikke vi vil+".
Han forstod hend eikke helt "Du må gerne blvie her hvis du ønsker det, ihvertfald for en tid".
Han smilte "Du kan frit gå men sig til så jeg kan følge dig ud".
Han smilte til hende og nikkede.

"Jo.. men..."
hun så ned. hvad skulle hun sige? hvordan skulle hun forklare de følelser som hun ikke forstod. hun kiggede på ham i smug gennem de lange øjenvipper.
"sådan er det bare..."

Han stod lidt uforstående "Vil du gerne tilbage?" spurgte han og betragtede hende åbenlyst.
Hun var pæn bag snavset.
SÅ mege tkunne han da se, og der var også noget ved den måde hun gik på, noget smukt og elegant.
Han smilte ved tanken.
"Det er fuldkommen dit valg" sagde han så.

"Nej men det er bare fordi..."
hun så ikke synligt op. hvordan. det var svært at besvare sit eget spørgsmål, og det svar hun kom frem til var ikke rigtigt at udtale. hun havde set så meget død. det var forkert at tale om det igen.
"ehh..."
hun gik i stå.

Green sukkede og prøvede en sidste gang "Skal jeg vise dig dit badeværelse?" spurgte han så og håbede på et direkte svar.
Det var lidt svært at forstå hvad hun mente når hun svarede påd en måde.

"Ja tak..."
hun smilede forsigtigt mens hun talte. hun kiggede på ham bag de nedslåede øjenvipper, men sagde ingenting om sine tanker. det var helt private tanker, mest om hendes liv, men? men lidt om ham? kunne det passe? umuligt.

Han smilte til hende og begyndte at gå over broer og høje træplatforme.
Hele tiden kiggede han sig voer skulderen for at sikrer sig at hun var emd.
Han smilte til hende.

hun fulgte med. hun var bange for de smalle hængebroer, der gyngede under hendes fødder, men hun var mere bange for at blive ladt alene tilbage uden at kende nogen vej væk. da hun var meget længe om at krydse hver eneste hængebro sakkede hun bagud.
"Vent..."
kaldte hun til sidst og gik så hurtigt over en platform, som skrækken for at falde ned tillod.

Han smilte til hende og stoppede.
Så løb han tilbage til hende og rskte hende sin hånd "Skal ejg hjælpe?" spurgte han så.
Han smilte til ehnde "Der er ikke langt endnu".

hun var lige ved at tage den, men ombestemte sig. så tog hun den alligevel.
"tak..."
hun smilede ikke. i stedet kiggede hun bare ned, denne gang helt ægte.

Han begyndte at gå og første hende over den ene tilsyneladende vakkelvorne bro efter den anden, stadig med hende ved hånden.
Han havde gjort det så mange gange, det her, altså at gå på broerne, at han efterhånden kunne gøre det med bind for øjnene.

"Der er jo langt ned..."
hviskede hun, da de nåede den smalleste hidtil. højden sugede. hun ville flygte, men der var kun den smalle bro, der gyngede fra side til side. ingen vej. ingen vej. hun knugede hans hånd.

Han lo "Ja" sagde han og så var de ovre.
Han smilte til hende.
De stod på en stor platform og der lå en masse huse.
Green førte hende ind i det ene.
Der var en masse værelser.
Han pegede på et af dem "Der" sagde han "er der bad og du har det for dig selv".

hun kiggede ind.
"tak"
udbrød hun helt benovet og så sig om.

((venter en beskrivelse O.o))

Badeværelset var i mellemstørrelse og alle vægge var af træ.
Der stod en stor træbalje i hjørnet og over den avr der en lille vandhane.
Over vandhanen kunne man vælge mellem varm og kold.
Der var også toilet og håndvask.
Han smilte og slog ud med hånden mod badeværelset.
"Jeg henter dig noget rent tøj" sagde han så og forsvnadt ned af gangen for at hente tøj til Nita.

hun tog det hele i nærmere øjensyn. hente tøj. hente tøj til hende? skulle hun skifte? hun elskede sin kjole og de to slidte trøjer. også selv om de ikke var helt rene. hun sukkede og spejlede sig i et spejl. hun var snavset. meget snavset. men sådan var det altid. var det ikke? hun drejede sig og kiggede på sit spejlbillede.

Han drejde om hjørnet og avr tilbage ved abdeværelset.
Hun stod der stadig.
Han smilte til hende og rakte hende tøjet "Du kan få dit gamle igen når det er blevet vasket" sagde han så "er det ok?".
Han smilte til hende.

Hun tog imod det og studerede det. så smilede hun, et rigtig ægte smil, en smule forbløffet, men varmt og bredt.
"Selvfølgelig er det okay!"
sagde hun stille, og strøg hånden blidt ned over en strikket trøje. så fint og blødt havde hun altid ønsket sig at kunne strikke, men det var ikke blevet til så meget. hun var nok ikke lige den fødte husmor.