Sreak.

hun fulgte tavst efter ham som en skygge. oprigtigt talt var hun bange for de mange fremmede, der snakkede og grinede over maden. der var noget skræmmende stærkt over den alliance, der bandt dem sammen. hun vidste ikke rigtig om hun skulle sige tak, men så tog hun sig sammen.
"Tak..."
mumlede hun stille

Det var så lidt.
Sagde han idet han slog sig ned på den bænk der stod på den anden side af en stor stamme.
Han sad og kiggede ud over himlen man svagt kunne ane mellem træernes tætte kroner.
Himlen var rød, solen var ved at gå ned.
Han smilte.

hun satte sig på kanten af bænken, ret langt fra ham. hun kiggede på skyerne der var kantet med rødt og guld og sukkede betaget. så kiggede hun pludselig over på ham, da noget faldt hende ind.
"Ehh..."
hun forsøgte at spørge, men det var svært at sige. tanken var ved at få hende til at græde, uden at hun kunne forklare det.
"Har du nogensinde overvejet at... du ved... slå mig ihjel... altså..."
hun sukkede igen. hendes skuldre hang en smule.
"Det er der bare så mange der... har..."
Det sidste fortabte sig en smule, da hun fulgte en fugleflok, der lettede et sted ude over skoven og flaksede skrigende mod dem.

Han kiggede noget forbløffet på hende "Nej" sagde han så uden den mindste tøven "aldrig".
Han kiggede på hende, lidt trist "Troede du det?" hviskede han så ret stille.
Hna bed sig i læben, troede hun virkelig det?
At han ville slå hende ihjel?

"Nej!"
udbrød hun sikkert, for den måde han sagde det på var helt forkert. næsten? sårbar... så tog hun sig i det. hun havde jo fortalt en halvvejs løgn, men det var svært at sige sandheden når det åbenbart gjorde ham så ked af det.
"Nej..."
denne gang var det mere tøvende og stille.
"Det er bare... i starten jo... men... men ikke nu."
så var det måske ikke så smart at sige det om hans ret, næsten pligt.

Han nikkede "Det kan jeg godt forstå" sagde han stille inden han igen vendte hovedet mod himlen.
Hna havde vist hende lejren.
Han forstod det ikke, men på det seneste var det ikke hans hjerne men noget ande ti ham der havde handlet.
Han smilte skævt ved tanken, hvornår havde han sidst tænkt ikke-taktisk?

"der.. er faktisk ingen der vil kunne sige at du gjorde noget forkert ved at slå mig ihjel."
hun kiggede på sine hænder og på solen, der sank i det fjerne. skoven virkede tavs og trist? hun sukkede uden lyd og fortsatte:
"jeg.. er mærket for tyveri."
hun så lidt op for at sikre sig at han forstod.

Han kiggede forbløffet op på hende.
Så nikkede han "Det ville stadig være forkert at dræbe dig" konstaterede han "gælder de mærker forresten overhovedet længere?".
Han bed sig stille i krigen "Du ved, efter krigen, gik meget jo tabt" sagde han så og kiggede igen på den hastigt nedgående sol.

hun rystede svagt på hovedet.
"Menneskerne elsker dem. også hvis det bare er brugt til tortur..."
hun rynkede vredt næsen. tortur var det værste hun vidste.
"Det var det meget..."

"jeg kæmpe for at genopbygge, denne verden" sagde han i et stille tonefald.
Han stirrede stadig tænksomt på solen.
Tænkte på hvordan verden havde været før.
Han var heldig.
En af de få der havde fællesskab og venner i denne ødelagte verden.

hun nikkede svagt.
"Hvordan redder man en hel verden?"
spurgte hun stille og kiggede bare på himlen, der snart var mørk. hendes øjne spejlede de sidste rødgyldne skyer da hun drømte sig væk. skyerne var på vej til det på den anden side af bjergene.

Han sukkede og betargtede skyerne.
Det var ved at blive mørkt.
Han sad lidt og tænkte "Man samler folket" sagde han så "giver dem noget at kæmpe for".
Han bed sig i læben igen og nikkede stille til hende "Men det er svært".

"Tror du på det?"
spurgte hun og fulgte en svale med øjnene. nok årets sidste. det næste spørgsmål kom helt af sig selv i et drømmende tonefald.
"Hvad er der bag bjergene?"

Han nikkede "Jeg vil ihvertfald forsøge" sagde han smilende.
Det blev mere mørkt nu og der blev tændt stearinlys omkring i husene.
Han havde slet ikke bemærket folk havde forladt salen, men det havde de.
Han kiggede på hende "Jeg ved det ikke" sagde han "men jeg tror der er ligesom her, bare ikke ødelagt, måske bor der nogen måske ikke".
Hna kiggede drømmende mod horistonten "Jeg drømmer tit om landet bag bjergene" sagde han så "men jeg føler mig forpligtet til at hjælpe folk her".

"Gør du?"
spurgte hun en smule åndeløst.
"Tror du der er nogen som mig?"
hun mente nogen, der ikke tog sig af race eller fortid, nogen der ikke havde andre, men som godt ville have hende. hun håbede han forstod. sådan burde det være. et sted måtte det være sådan.

"Jeg ved det ikke" sagde han stille "men hvis det kan være nogen trøst, er mange her somidg, på mange måder, blandt andet mig".
Han trak på skuldrene og smilte varmt til hende.

hun så undrende på ham. han var nem at snakke med, og hun var ikke bange. alligevel var hun nervøs ved at spørge om personlige ting, og den måde hun ligesom trak skuldrene sammen hver gang hun talte var tydelig.
"Er du? hvordan?"

Han så lidt tænksom ud og bemærkede hendes, nervøsistet.
Det måtte da være nervøsitet, ikke?
"Jeg er også alene, i verden" sagde han "eller var, jeg er sammen med alle disse venenr nu, og jeg mødteen gammel ven for nylig".
Han bed sig i læben "Men mine forældre er væk" sagde han så "jeg har også begået...ugerninger, du ahr det hårdere end mig men det er vist bare fordi du er uheldig, eller også bryder folk sig ikke om kvinder".
Han kiggede på hende "Ikke mig naturligvis" sagde han så hurtigt.

"det er jeg ked af..."
hun hentydede til hans forældre, og hendes stemme var fyldt med ægte medlidenhed. så blev hendes øjne kolde som jern.
"Det er lige så meget dem... altså kvinderne... "
hun rynkede alvorligt næsen i en lidt komisk grimmasse da hun talte. der var også tyraner blandt kvinderne, men deres tyrani var bare mere psykisk end fysisk.
"De... får en til at føle at man ikke er en af dem..."
forsøgte hun sig.
"Siger ting... ting man ikke kan slå ned på. man lever bare i frygt for dem, og så har de magten... uden at de nogen sinde slår en. aldrig direkte kontakt, det er meget mindre farligt med det svage skub fra alle sider, end det store skub fra en..."
hun stoppede brat. hun havde talt lavt, halvvejs til sig selv, uden at tænke over det rigtigt.

Green nikkede "Det har jeg aldrig oplevet" sagde han "men jeg betvivler det ikk et sekund".
Det var næsten helt mørkt nu.
"Skal jeg følge dig hjem?" spurgte han "eler bliver du her for natten?".
Han vidste ikke rigtig hvad hun ville svare.
Hun havde jo ikke noget hjem...

"Hjem? hvor er det?"
hendes stemme var fraværende. pludselig blev hun nærværende.
"hvad mener du?"
hun så på ham, men det var svært at skælne hendes ansigtsudtryk i mørket.

Han bed sig i læben "Det ved jeg ikke" sagde han "du e rmeget velkommen tila t blive her for natten, jeg tror godt jeg kan skaffe dig en enmandshytte".
Han smilte indbydende til hende, re tsikker på hun ikke ville kunne lide at sove i samme rum som andre.
Han smilte stille.

hun så på ham med et særligt blik, men det var usynligt i mørket hvad hendes ansigt sagde.
"Må jeg godt det?"
næsten tiggede hun, bønnen i hendes stemme var helt tydelig.
"jeg kan sagtens bare sove på jorden eller i en stald..."
havde hun set nogen stald på vejen? det kunne hun ikke huske.

"Selvfølgelig" sagde han, glad over at hun blev.
Glad?!? Hvorfor glad? For pokker!
Han smilte til hende "jeg skal nok finde en hytte" sagde han så "du frotjener bedre end en stald".
Han smilte til hende "Nu skal ejg vise dig den" sagde han og rejste sig.

"Tak..."
hviskede hun og fulgte med ham. han var rar. hun stolede på ham.
"...har i heste?"
hun kunne ikke standse sin nysgerrighed, før hun havde sagt det. hun elskede heste, dem havde hun altid følt sig godt tilpas hos.