Sreak.

Han lo "Ja" sagde han så "men de er ikke her ved basen".
Han smilte til hende "jeg går ud fra du gerne vil have dit eget værelse?".
Han tog hendes hånd og førte hende over en hængebro, mens han snakkede.

"jo... jo tak..."
hun trykkede hans hånd hårdt da de gik over en bro. hvordan kunne man bo så højt oppe.
"men kommer det ikke nogen til skade?"
spurgte hun så, lidt lavere.

"Sjællendt" sagde Green "hvis du mener emd hængebroerne".
Han smilte til hende og så stod de på en lille platform med fire hytter på.
han pegede på en af dem "Den der bor deri ngen i".
Han åbnede døren.
Der stod en seng og et lille bord.
Mere var det sådan set ikke.

((mente nu... kommer det ikke nogen til skade at hun får en hytte?))

"hvor er her fint..."
sagde hun forbløffet og trådte forsigtigt ind ((går ud fra at der er ret mørkt?))
"mener du virkelig det?"

Han nikkede "Det er helt iorden" sagde han "jeg er på platformen ved siden af hvis der bliver noget".
Han smilte til hende "Det er ikke stort men du kan jo nok godt klare en nat".

hun smilede tilbage uden helt at vide om han kunne se det.
"sagtens... "
hun havde ikke tal på alle de underlige steder hun havde sovet, men det var længe siden hun havde ligget i en rigtig seng. hun glædede sig næsten.
"Går hestene på græs i skoven eller tar I dem ud på heden?"

"De går på græs i skoven" sagde han smilende "så er de gemt væk".
Han gik ind i hytten og tændte nogle lys.
Han smilte til hende og dumpede ned på bordet.

hun satte sig på sengen og glattede tæppet omkring sig. hendes øjne gled rundt i træhytten. den var hyggelig, langt hyggeligere end noget andet sted hun rigtig kunne huske.
*Det er et fantastisk sted de har her...*

Han smitle til hende og gned sig træt i øjnene.
Det havde været en hård dag.
Han kiggede på Stearinlyset flakkende skær og drømte sig væk.

skyggerne dansede på væggen. hans skygge blev aldrig til de store skræmmende væsener, hun havde set bag så mange andre. hun smilede tilbage, da hun bemærkede hans smil. han smilede sødt.
"Det bliver snart vinter..."
sagde hun stille og tog et blad frem fra en inderlomme. i lysets skær var det af det pureste guld, men i dagslyset havde det været som blod.

Han smitle stadig kunne slet ikke lade hver "Ja" sagde han stille "hvad gør du så?".
Hans stemme lød lidt bekymret, denne smukke kvinde, havd ejo ikke noget sted at gå hen, med mindre hun øsnkede at blvie hos dem.
Han jog tanken på flugt, hvad tænkte han på?

"gør som altid... går videre."
hun trak på skuldrene.
"Der er altid nogen der kan bruge en hestepasser et eller andet sted.. og ellers så er går jeg til bjergene..."
hun talte meget svævende om det, som om der ikke var noget der hed sne eller frost, men indvendigt var hun bange. meget bange.

Han nikkede "Du er en overlever" sagde han stille "det må man give dig, en smuk overlever".
Han fortrød straks sine ord emn lod det ligge.
Stirrede bare ud på den kolde aften.

hun rødmede og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. hendes hænder lå med håndfladerne nedad på hendes lår, og hun åbnede og lukkede dem rastløst.
"taak..."
sagde hun og rødmede lidt mere. det var ikke ret synligt i det flakkende gule skær fra lyset, men alligevel.

Han smilte varmt til hende "Det er nu og da sandheden" mumlede han.
Han kiggede lidt fraværende på hende inden han opdagede de tog fjerndede sit blik.

"synes du?"
spurgte hun og strøg en hånd ned over sin kind. hun mærkede de små sår og rifter.
"Virkelig?"
næsten hviskede hun. hun havde aldrig anset sig selv for smuk. bare almindelig.

Han nikkede "Meget" sagde han "Er der aldrig nogen der har sagt de til dig?".
Han smilte varmt "Sådan er det altså" han lo sagte.
Hun var rar at være i selsskab med.

"Nej.. ikke rigtig..."
hun lukkede hænderne stramt i. selvfølgelig var der nogen der havde kaldt hende pæn. de havde penslet fuldkommen ud, at ingen anden var halvt så køn, smuk og dejlig som hende, men hun havde jo hele tiden vidst at det var billig smiger, og at de kun havde et enkelt mål, nemlig at vinde hendes tillid. hun havde altid anset dem som løgnere alle sammen.

"det er en fejl" sagde han og nikkede bestemt.
Han smilte til hende.
Hun så sød ud når hun sådan sad i stearinlyset skær, sød og smuk.
Han rystede svagt på hovedet af sig selv.

hun rødmede og så smilende ned.
"du er..."
begyndte hun lavt og så op. hvad skulle hun sige?
"enormt sød..."
man kunne næsten ikke høre hvordan hun tøved før hun talte, men hvis man var opmærksom bemærkede man det let.

Han lo "Tak" sagde han og rødmede "det er du også".
Han var glad for mørket, ellers havde man tydeligt set hans rødmen.
Han smilte varmt til hende.
Hun var sød, han nød hendes selvskab.

hun så først ned og så op igen. havde det været forkert af hende at sige sådan? var det derfor han grinede? eller var det bare fordi han virkelig syntes hun var sød. så smilede hun igen og så lo hun lavt.
"det er jeg glad for du synes."

"Det er jeg også" sagde han og smilte varmt til hende.
Hun var pludselig så forandret.
Fra at være den angribende kvinde de raldrig stoled epå nogen til at være dne smukke, søde pige alle drømte om.
Det var underligt men ikke desto mindre, rigtigt.

hun rødmede igen.
"... ehh.."
hun åbnede munden for at sige noget, men gik i stå fordi hun havde glemt det.
så smilede hun bare venligt.

Han lo "Undskyld" mumlede han.
Han var nok for nærtgående.
Han smilte varmt og lagde hovedet på skrå.
Hun så ufattelig smuk ud denne Nita.