Sreak.

"Undskyld?"
spurgte hun undrende. hun havde ikke rigtig mødt nogen før, der sagde undskyld til hende, for noget så småt som et par ord. hun havde selv plejet at være nødt til at bukke og skrabe på alle leder og kanter, så det forekom hende naturligt.
"nårr.. eh det gør ikke noget..."
så smilede hun.

Han gengældte hendes smil "Tak" mumlede han.
Hans øjne lo.
Han kiggede på hende med et smil, tog sig selv i at tænke på vhordan de tville være at kysse hende.
Han bed sig hårdt i læben og i hans hovede bandede han voldsomt af sig selv.
Hva dtænkte han på??!!??

hun smilede, men så blev hendes ansigt lidt nervøst da hun så hans udtryk.
"e-er der noget galt?"
hun rykkede nervøst ud på kanten af sengen.
det så ud som om han blev vred eller bekymret. mon det var et dårligt tegn.

Han rystede på hovedet "jeg kom bare til at tænke på noget" sagde han og fik igen den glade mine på ansigtet.
Det var ikke synligt men inden i var han godt træt af sine tanker.
Han smilte til hende, kunne ikke lade hver.

hun var lige ved at spørge hvad han kom til at tænke på, men kom på andre tanker.
"Jeg kan bedst lide når du smiler."
det virkede både naivt og utrolig charmerende, og hun smilede selv da hun talte.

Han lo og betragtede hendes smil "Du ser både smuk og sød ud når du smiler" sagde han og lagde hovedet på skrå, stadig emd et smil spillende over læberne.
Hun var også både smuk og sød.
Han smilte og glemte helt sine tanker fra før.
Hans øjne lo til hende og han smilte charmerende.

hun mærkede rødmen stige op i sine kinder.
"Taak..."
han var sød. hun havde ikke løjet.
"... ehh og i lige måde..."
tilføjede hun hurtigt og smilede kejtet.

Han lo og smilte varmt.
Hun havde en eller anden virkning på ham.
Han kunne slet ikke lade hver med at smile og le i hendes nærvær.
Hans ene hånd bevægede sig hen mod hende men faldt ned på hans lår igen.

hun rykkede nervøst sammen ved hans bevægelse. man kunne ikke se nogen forskel på hendes ansigt, det var som om det bare var noget der skete naturligt, som om hun ikke havde bemærket noget. alligevel spurgte hun.
"Hvad?"
hun smilede varmt, men hendes blik var lidt forvirret.

((Hans lår!!))

"Ikke noget" sagde han og kiggede irriteret op i loftet.
Man kunne ikke se hans irritation.
Han smilte kort tid efter til hende igen.

((bevægelsen... det er lige meget hvor lille den er.))

hun smilede igen med en varm tillid i blikket.
"Du er slet ikke som de andre..."
hun smilede lidt skævt, men det var som om der var en undertrykt latter bag smilet.
"jeg ville..."
*ønske alle var som dig...*
sætningen blev kun fuldendt i hendes hoved.

Han smilte varmt "Tak, tror jeg nok".
Han blinkede, stadig med et varmt charmerende smil spillende på læben "Du ville, hvad?" spurgte han så.
Han kiggede ind i hendes øjne.
Denne pige havde gennemlevet langt mere smerte en det var rimeligt for nogen, hverken menenske eller elver, og det blot på de få år hun havd elevet.
Han havde stor medlidenhed med hende.

"...ønske at alle var..."
hun talte lavt, smilede og rødmede.
"Som dig..."
sluttede hun og mødte hans blik. var det medlidenhed hun så? det brød hun sig ikke rigtig om, ikke fra ham.

Han lo varmt, de tvar vist ikke kun medlidenhed han følte, hun var hans ven...måske han ønskede hun var mere.
Han slog tanken ud af hovedet men blev ved med at betragte hende.
Han havde stadig et varmt smil spillende på læberne "Tak" sagde han så smilende.
Hans ene hånd flyttede sig på bordet men han blev siddende forholdsvis stille, stadig varmt smilende til hende.
Hun var en en overlever og så endda en smuk og sød overlever.

hun sparkede støvlerne af og trak benene op i skrædderstilling. de strikkede sokker var ret slidte. hun pillede ved en løs tråd. hun smilede tankefuldt og så på skyggerne på væggen.
"Selvtak..."
det lød svævende som tåge. hun så ud af vinduet.
*det bliver tidligt mørkt.*

Green tvang sit blik væk fra Nita og betragtede den mørke aftenhimlen.
Han smilte stadig.
"Der er fest i alnghuset i aften" sagde han så varmt til hende og rakte hende sin hånd "Vil du gerne med eller skal vi blive her?".
Han kom i tanke om noget "Eller vil du egentlig helst være alene?".
Han ville alngt helst være sammen emd hende men det var jo hendes valg.
Han avr holdt op emd at sige sine tanker imod, det hjalp jo ikke.
Han ville jo alngt helst være sammen med hende.

"... Jeg vil helst ikke med..."
sagde hun stille og så ned.
"Det gør ikke noget hvis du går derned... men du må gerne blive her..."
hun så op på ham med sine store blågrønne øjne. de var næsten bedende. men også kun næsten.

"Tak" sagde han og blev siddende, uden at gøre mine til at rejse sig.
Han smilte varmt til hende "Du er rigtig sød" sagde han så "jeg har aldrig mødt nogen som dig".
Han lo vamrt og kiggede på hendes store smukke blågrønne øjne.
Han smilte varmt.

"Tak!"
hviskede hun stille og smilede et lille sødt smil.
"Du er..."
begyndte hun og lo lavt og frydefuldt som svar på hvad præcist han var, uden et øjeblik at fjerne sit blik fra hans øjne.

Han lo varmt.
Hun var så sød og smuk.
Den slags piger man drømte om.
Han lo varmt ved tanken og betragtede hendes mørke øjne.
Hun var noget for sig, på den gode måde.
Han lænte sig lidt længere frem.

hun lænede sig tilbage mod væggen og strakte benene. så trak hun dem op under sig og sukkede. skyggerne dansede. en lille dråbe flydende stearin dryppede fra lyset ned på det lille bord. hun havde det dejligt. intet mindre. fred og ro for sjælen, det var hvad man fandt i skoven. hun tænkte på den lille blanke sø af sølv. så smuk den havde været. hun ville gerne spejle sig i den og se sig selv som han så hende.

Han smilte varmt til hende og rykkede over på den bløde seng "Jeg håber det er iorden" sagde han kort.
Så stirrede han ud af vinduet på den mørke nat.
"Jeg tror jeg er forelsket" hviskede han meget stille.
Han var ikke sikker på hun hørte ham, men han troede de næsten, hun havde jo gode øre.

han sad tæt på hende, men det skræmte hende ikke særlig meget. det var mere det han sagde.
"I hvem?"
hun kunne næsten ikke fjerne skuffelsen fra sin stemme. skulle man ikke være glad på andres vegene? hun lukkede den ene hånd hårdt i. nu var hun ude på vildspor. ikke mere af den slags pjat, formanede hun vredt sig selv. han var sød og hvad så. hun havde bare ikke set hvad der lurede under overfladen.

"Jeg mødte hende for nogen dage siden" sagde han stille "i starten kæmpede hun imod men nu er iv venner og jeg sidder på hendes seng".
Han lo varmt og vendte sig halvt rundt mod hende.
Han smilte varmt til hende og strøg hendes hår emd en hånd.

((mener du ikke for nogen timer siden))

hun sad stille som en mus, da hun hørte hvad han sagde. hendes øjne blev meget store, og hendes læber dirrede en smule, da han strøg hendes hår. uendelig forsigtigt og blidt tog hun hans hånd væk, men hun slap den ikke.
"Mener du det..."
spurgte hun stille og aede hans hånd.